NYT FRA BESTYRELSEN

 In Nyheder

Orientering fra bestyrelsesmøderne i Silkeborg Golf A/S og Silkeborg Ry Golfklub                                             

Kære Medlemmer,
Vi ønsker at informere jer om de seneste drøftelser og planer fra bestyrelsesmøderne i Silkeborg Ry Golfklub og Silkeborg Golf A/S.

Heldagsbestyrelsesmøde
Vi forbereder i øjeblikket et vigtigt heldagsbestyrelsesmøde, planlagt til den 28. maj 2024. Dette møde vil spille en central rolle i planlægning af den kommende Silkeborg Golfklub. På mødet vil vi diskutere strategier, ambitioner og visioner for vores klub og selskab.

Medlemstal og udvikling
8. april var vi 1885 fuldtidsmedlemmer, hvilket er 66 medlemmer færre end budgetteret. Dette til trods for en nogenlunde god tilgang i løbet af april måned. Manglende medlemmer skyldes primært færre indmeldelser fra de medlemmer der i august ”sikkerhedsudmeldte” sig, samt en mindre tilgang af medlemmer til Rybanen.

Prøvemedlemmer er steget fra 45 til 69 på baggrund af markedsføring på SoMe i samarbejde med Web2media. Ligeledes var der fuldt booket med 20 deltagere ved GreenWeek i påsken, samt allerede nu mange tilmeldt til GreenWeek i sommerferiens uge 30 og 31.

På søndag d. 14. april afholder vi Golfens Dag i Silkeborg, som er et åbent hus-arrangement for alle der har lysten til at prøve kræfter med golfen. På forhånd har vi modtaget ca. 25 tilmeldinger hertil, men da det er et åbent hus-arrangement, kan vi ikke på forhånd sige hvor mange der kommer.

Status på drift og initiativer
Der er generelt en positiv stemning blandt vores medarbejdere på trods af de store organisatoriske ændringer der er sket igennem den sidste periode. Pt. er der meget travlt blandt det administrative personale med håndtering af de mange medlemshenvendelser, klubber i klubben, oprettelse af medlemmer og diverse ad hoc-opgaver. Herudover er der ved at ske en outsourcing af de økonomiske områder til ECOR, som i løbet af denne måned vil overtage bogholderiet i selskabet, klubben og Caféen.

Jesper, der tiltræder den 1. maj, vil styrke vores administrative kapacitet, hvilket er særligt vigtigt i en denne travle periode. Golftræning, prøvemedlemstræning og initiativer som Kvinder & Golf er godt i gang og har en god tilslutning.

Finansielle overvejelser
Vi har diskuteret forskellige finansielle emner, herunder moms, og finansiering af nødvendige projekter, såsom greenkeepergården og renovering af klubhusets tag. Bestyrelsen er således i gang med en langsigtet finansiel plan, som vi senere vil orientere mere dybdegående omkring.

Status på afhændelse af Ry
Vi har opsagt købsaftalen med Skanderborg Kommune pr. 30.09.2024 på baggrund af udfordringer med ejendomsskatten, som er steget med over 1 million kr. Dette har også haft den konsekvens at vi har måttet opsige Ry Golf´s købsret af banen.

Vi ønsker at understrege, at vores engagement i at støtte Ry Golf med overtagelsen af Rybanen stadig gælder. Desuden er vi fortsat åbne for at finde en aftale med Ry Golf angående salg af aktiver som maskiner, boldautomat, mv.

Med Venlig Hilsen
Bestyrelserne