Ny forpagter af proshoppen og nyt velkomstområde

 In Nyheder

Kære Medlemmer og Gæster

Vi har spændende nyheder at dele med jer!

Efter den uheldige konkurs af Mit Golf Udstyr er vi glade for at kunne meddele, at vi har indgået en ny forpagtningsaftale med Kirsch Golf og samtidig igangsætter etableringen af et nyt velkomst- og check-in-område i vores proshop.

Lidt om vores nye forpagter,  Karsten Kirsch
Karsten kommer fra Give Golfklub, hvor han siden 2019 har drevet golfshoppen og været PGA-golftræner. Karsten er valgt på baggrund af hans erfaring med shopdrift, samt indgående kendskab til golfbranchen som golftræner siden 2003. Udover drift af proshop driver Karsten også onlinebutikken birdiehouse.dk, hvilket vil tilføre vores medlemmer ekstra værdi og muligheder, når der skal handles golfprodukter.

Karsten er 39 år, bor i Skanderborg og tiltræder 15. marts i klubben, hvor han løbende begynder at fylde proshoppen med varer. For medlemmer der besøger golfmessen i Herning i den kommende weekend vil man allerede her kunne møde Karsten, som har en stand propfyldt med gode tilbud!

Nyt velkomst- og check-in-område
Som en del af vores bestræbelser på at forbedre serviceniveauet, etablerer vi i samarbejde med Kirsch Golf et nyt velkomst- og check-in-område i proshoppens lokaler. Således vil nuværende sekretariat og kontor på 1. sal begge blive flyttet over i proshoppen, hvor der etableres et åbent kontormiljø for klubbens ansatte i administrationen, proafdelingen og shoppens personale.

Samtidig etableres et indvendigt vindfang i proshoppen, hvor man ved hjælp af GolfMore- og GolfBox-skærme udenfor åbningstid vil kunne foretage betaling af greenfee og check-in, som I kender det i dag fra foyeren i klubhuset.

Renoveringen i forbindelse med den nye velkomst og check-in-område påbegyndes på fredag den 23. februar af frivillige hjælpere og de nødvendige håndværkere.

Vi har store forventninger til disse forandringer og ser frem til, at der i fremtiden er et fælles område for proshop, velkomst og check-in, både for medlemmer og gæster.

Ved spørgsmål hertil er I meget velkommen til at skrive til vores golfmanager Jan Henriksen og ellers ser vi frem til at byde jer velkommen til det nye velkomstområde og den nye proshop.