GREENKEEPERS CORNER november 2021

 In Baneinfo, Kontor, Nyheder

Efteråret er nu ankommet og græsvæksten er helt aftaget, det betyder at de skader og slid vi laver på banerne ikke reetablere sig. Derfor er det vigtigt at vi følger de anvisninger for vintergolf som vi foreskriver, så banerne kan komme godt igennem vinteren, og vi til foråret kan komme godt fra start.

Silkeborg
Vinterbanen er klar, vintergreens er klippet og alle vintermåtter til tees er blevet vasket og rettet op, så alt er klar til den kommende vinter.

Jeg genbruger lidt tekst fra sidste nyhedsmail, da det er så vigtigt, at vi alle sammen passer på banen henover vinteren, hvor al spil og færdsel slider på banerne, og der spilles mange flere runder golf hen over vinteren end tidligere. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi passer på banen og slider så lidt som muligt. De skader, vi forvolder hen over vinteren, kan ikke reetablere sig pga. det kolde vejr, og vil gøre, at banen ikke præstere før langt ind i forår og sommer næste år. Det er utroligt vigtigt, at alle følger de anvisninger som vi har i klubhuset, på hjemmeside og i GolfBox, som fortæller hvordan vi spiller banen på den givne dag. Husk herunder, at vi skal bruge de mobile fairwaymåtter fra den 15/11, som gør en markant forskel ift. divots og manglende græs til foråret. Jeg vil også slå et slag for vigtigheden af at bruge bærebags! Banen er meget sårbar hen over vinteren, og efter sidste vinters megen spil og trafik fra el-trolleys og tungt golf udstyr, var banen virkelig slidt. Med det kolde og våde forår, tog det os meget langt tid, at får banen reetableret efter vinteren. På de erfaringer vi fik sidste vinter, vil vi denne vinter være mere ”skrappe” med at lukke banen helt i perioder, hvor vejret og spil risikerer at ødelægge banen.

Ry
Vinterbane i Ry, vil være efter samme princip som i Silkeborg, dog vil vi spille på almindelige greens hele året hvis vejret tillader det. Greens vil være åbne så længe der ikke frost. Ved frost SKAL der spilles til vinter greens. Som i Silkeborg skal der spilles fra måtter på alle tee steder, men de mobile fairwaymåtter er ikke påbudt. Jeg håber at så mange som mulig vil gøre brug af de gode faciliteter vi har i Ry, ikke bare i vinter, men også i sommer perioden.

Med venlig hilsen
Jeppe Krogh Kristensen
Chefgreenkeeper Silkeborg Ry Golfklub