Banelukning forlænges til og med 1. april – men lempelser kan være på vej

 In Kontor, Nyheder

Den 31. marts behandler folketinget en ny hastelov, som bl.a. også omfatter mulighed for påbud på golfbaner. DGU har derfor forlænget deres anbefaling om banelukning, indtil DGU har haft mulighed for at forholde sig til denne nye lovgivning. Dette fremgår af seneste anbefaling fra DGU, som vi også har været i dialog med DGU omkring. DGU kommer senest med en ny anbefaling den 1. april, som i så fald vil være gældende fra den 2. april. Bestyrelsen er enig i, at det giver mening at afvente lovgivningen, og efterfølgende DGU, før ny beslutning træffes. Derved undgår vi en situation, hvor golfbanerne åbnes den ene dag for at lukke igen den næste, eller med smittekritiske regelændringer fra den ene dag til den anden. Endvidere ønsker vi at være sikre på, at en evt. åbning følger myndighedernes anvisninger.

Med rettidig omhu bliver alle reserverede tider i Golfbox til og med den 1. april derfor slettet. Som det fremgår af DGU’s anbefaling, kan der være lempelser på vej efter den 1. april. Vi holder derfor golfbaner og planlægning klar, så vi kan agere hurtigt, så snart yderligere information forelægger fra DGU. Der kan således pt. bestilles tider i Golfbox efter den 1. april, selvom vi understreger, at det endnu ikke er besluttet, om banen herefter kan åbnes.

Selv med eventuelle lempelser må vi forvente en række smitte-begrænsende tiltag i genopstarten, så vores sport kan dyrkes trygt og sikkert for alle, og i overensstemmelse med myndighedernes anvisninger. Derfor kan der eksempelvis kun reserveres 2-bolde, hvis man booker nu. Afhængig af udmeldingen den 1. april vil allerede reserverede 4-bolde derfor også kunne blive slettet. Der bør endvidere primært spilles med andre golfspillere fra egen husstand for at begrænse risiko for smittespredning. Når der på et tidspunkt åbnes igen, det være sig den 2. april eller senere, vil vi endnu engang henstille til, at alle overholder de givne retningslinjer til enhver tid. Ellers vil det kunne få følgekonsekvenser for både golfklubben og golfsporten som helhed, hvilket den nye hastelov også er et udtryk for. Denne lov giver bl.a. mulighed for lukning af golfbaner og campingpladser mv. – men om myndighederne vil benytte denne hjemmel fra start er endnu uvist.

Vi håber snart at kunne åbne for spil igen på vores fantastiske golfanlæg. Greenkeeperne beretter, at banerne har haft rigtigt godt af pause og sol, efter vinterens ekstreme vandmængder. Golfbanerne begynder nu at fremstå flotte og spilbare igen, og rigtig fine for årstiden. Indtil vi åbner er man velkommen til at gå en tur på banerne (uden golfudstyr) og nyde det smukke syn i forårsvejret, så længe man i øvrigt følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

På hjemmesiden her opdaterer vi løbende status på Corona-situationen i Silkeborg Ry Golfklub. Husk at opdatere din browser, så du er sikker på at få seneste ændringer med. Det samme gælder også altid under baneinfo.