Må man booke sig på “andres” bold ?

 In

Du er altid velkommen til at booke dig på en flight med en eller flere ledige pladser i. Det opfordrer vi faktisk til at man gør, da opfyldning til 3 eller 4 spillere i hver flight giver et bedre flow på banen, og frigiver ledige tider, til glæde for alle. Samtidigt er golf en social sport, hvor en del af oplevelsen også er at møde andre glade golfspillere. For at udnytte banens kapacitet bedst muligt vil klubben på travle tidspunkter også flytte i reservationer, så flights fyldes op til 3 eller 4 spillere. Gør du det selv, er du selv med til at vælge hvem du spiller med og hvornår.

Langt de fleste golfspillere i SRG er gode til at byde velkommen til andre i deres flight og synes det er fantastisk hyggeligt med selskab. Sådan skal det også være. Alligevel vil du kunne opleve, at spillerne i den flight du booker dig på sletter eller flytter sig. Det kan der være mange gode årsager til, og meget sjældent vil det skyldes dig, din person eller dit golfhandicap. Så bliv ikke fornærmet, og føl dig heller ikke til besvær, hvis det sker – du er i din gode ret. Men måske passede tidspunktet alligevel ikke vedkommende, måske er vedkommende forfængelige omkring sit eget golfspil eller handicap, måske er vedkommende del af en intern turnering, eller måske havde vedkommende netop denne dag et ønske om at gå for sig selv, en social fobi eller en anden årsag.

Ligeledes opfordrer vi til at du tager godt imod andre der booker sig på ”din” flight. Er der ledig plads i din flight er andre altid velkomne til at booke sig på. I skal gå sammen de næste par timer, så værdsæt at andre har lyst til dit selskab og har valgt netop din flight. Særligt greenfee-gæster er ofte glade for at spille sammen med lokale spillere, så de kan lære mere om golfbanen og klubben med dig som god ambassadør og guide. Ønsker du ikke gæster i din flight, anbefaler vi at vælge tidspunkter med lavere aktivitetsniveau. I helt særlige situationer kan klubben være behjælpelig med at indsætte en ‘pedro’ (blind makker) så din flight er fyldt helt ud fx. ifm. med mindre turneringer hvor det er uhensigtsmæssigt med spillere som ikke er en del af turneringen.