NYT ANSIGT I ADMINISTRATIONEN

 In Kontor, Nyheder

Foto: Steffen Gammelgaard og Finn Kristensen foran klubhuset i Resenbro

Hils på vores nye Servicemanager, Steffen Gammelgaard

Tirsdag den 1. juni byder vi velkommen til vores nye Servicemanager, Steffen Gammelgaard. Sammen med Finn Kristensen vil Steffen således udgøre serviceteamet i Silkeborg, som tager venligt imod medlemmer og gæster i sekretariatet, på mails og i telefonen, samt udfører et hav af andre opgaver. Faktisk har Dansk Golf Union opgjort antallet af arbejdsopgaver i et klubsekretariat til mere end 1.400 forskellige opgaver, så der bliver nok at tage fat på for vores nye mand i sekretariatet.

“Det er helt afgørende for en velfungerende golfklub at maskinrummet fungerer – også alt det som de fleste golfspillere ikke oplever i det daglige. Allerede før Corona budgetlagde vi derfor med ekstra administrative ressourcer i 2022. Det senest år er aktivitetsniveauet dog nærmest eksploderet, så denne plan har vi nu fremrykket med rettidig omhu” fortæller Mads Faber, kommerciel direktør i Silkeborg Ry Golfklub.

Steffen Gammelgaard er 54 år og vender hjem til Silkeborg Ry Golfklub, hvor han tidligere har været medlem. Steffen kommer med en solid erhvervserfaring i ryggen, senest som afdelings- og markedschef hos Seges i Århus, men i en fjern fortid også som sælger af de allerførste grafitskafter til danske golfshops. Ved siden af stillinger inden for salg og ledelse har Steffen altid haft et stort hjerte for foreningslivet, som frivillig træner og leder i lokale idrætsforeninger, bestyrelser og events. For Steffen handler sceneskiftet til Servicemanager netop også om at følge foreningshjertet, og bidrage endnu mere til den gode klubkultur og service.

“Udover en vindende personlighed og matchende værdier, så er det netop balancen imellem det store foreningshjerte og den kommercielle forretningsforståelse, som har overbevist os om, at Steffen og SRG er det rette match for hinanden. Det er jo denne balance som er grundlaget for SRG’s succes. Samtidig er Steffen stærk inden for IT og digitale platforme, som udgør et stadigt stigende behov i golfklubben” fortæller Mads Faber og uddyber: “Servicemanageren er en meget vigtig funktion i den daglige drift, og som klubbens ansigt udadtil. Jeg tror efterhånden at alle medlemmer kender Finn Kristensen, og den store indsats Finn leverer for at alting fungerer. Derfor er det også meget glædeligt, at vi med ansættelsen af Steffen, har fundet en løsning hvor Finn og Steffen kan arbejde side om side i den kommende tid.”

Finn Kristensen har selv ønsket at gå ned i arbejdstid – bare ned til 37 timer om ugen, som han udtrykker det – og særligt nu hvor Finn er kvalificeret til senior touren (hver torsdag i SRG). For alle parter har det været vigtigt at beholde Finn i klubben, og derfor er der allerede nu indgået en aftale om en seniorordning fra 2022, hvor Finn går ned i tid samtidigt med at efterlønsbeviset indløses. “Dermed kan vi alle nyde godt af Finns kompetencer mange år endnu, imens vi sikrer en glidende overgang til vores nye Servicemanager, og opnår stor fleksibilitet på bagkanten af Corona-usikkerheden. Vi har på alle måder forsøgt at tænke os godt om, og sikre en god og fleksibel løsning for alle på både kort og lang sigt” afslutter Mads Faber, som med løsningen også forventer selv at kunne blive mere synlig i Ry-afdelingen, hvor kollegaerne også oplever stor travlhed på kontoret.

Byd Steffen Gammelgaard velkommen i Silkeborg Ry Golfklub.