BANELUKNING

 In Kontor, Nyheder

Alle golfbaner i SRG er foreløbigt lukket frem til og med onsdag den 24. februar.

 Så slap frosten endelig sit tag, og vi ved at rigtigt mange af jer havde glædet sig til at spille golf i den kommende weekend. Dog er denne tid hvor frosten slipper meget kritisk, og banerne særligt sårbare. Efter de sidste ugers sne og frost med ned til –18 grader, er jorden stadig bundfrossen helt ned i 25 cm dybde. Det betyder at den smeltede sne ikke kan dræne væk, hvilket lige nu gør banerne ekstremt våde. Golfspil og vrid fra fødder vil i banens nuværende stand ødelægge både overfladegræs og selve græsrødderne – skader som vi stadig ville kunne se langt ind i foråret.

Derfor ser vi os desværre nødsagtige til at lukke banerne foreløbig frem til og med onsdag den 24. februar. Vi håber at frosten forsvinder hurtigt, og holder nøje øje med udviklingen. Om det bliver nødvendigt at forlænge banelukningen besluttes i starten af næste uge. Hold dig opdateret på Golfbox og her på hjemmesiden under baneinfo. Og husk altid at booke og bekræfte dine golftider, så kan du også få besked via Golfbox ved evt. aflysning.

Vi beklager ulejligheden, men glæder os over at udsigten til mere golfspil trods alt er kommet nærmere med de mildere temperaturer.