GREENKEEPERS CORNER September 2020

 In Kontor, Nyheder

Selvom vi har haft den 1. efterårsdag, har vi stadigvæk travlt på banen.

I Silkeborg er vi lige blevet færdige med at tage ”propper” op, og topdresse på alle greens, det kan give minimale gener, og greens vil snart være tilbage til normalen. Her kan du læse mere om hvorfor det er nødvendigt at lufte greens: https://www.danskgolfunion.dk/video/hvorfor-skal-greenen-luftes

Vi har fået en del regn hen over de sidste 2 uger, og det har medført at stier og bunkers har taget en del skade i form af skyllerender, både i Silkeborg og Ry, og især den sidste regnskyl i sidste weekend, hvor vi fik over 70 mm. på en enkel nat har sat sine spor i bunkers.

Vi er i fuld gang med at få sandet tilbage, og gjort bunkerne spilbare men det er et stort og tidskrævende arbejde, så i må bære over med os, hvis i møder en bunker som ikke er helt som den burde. Det samme gælder for stierne.

Vi opstarter renovering af alle fairways i Silkeborg i uge 40, og det vil tage indtil starten af uge 41.
Fremgangsmåden er, at vi vertikalskærer, eftesår og topdresser mens enkelte fairways også bliver proppet som vi lige har gjort på greens. Mens arbejdet står på, vil 9 huller være lukket i 2 dage.
Fra forrige nyhedsmail:

Fairways i Silkeborg lider stadigvæk lidt efter den varme sommer i 2018, og det er planen at vi renoverer fairways til efteråret. Renovering består af at vi tager ”propper” op, vertikalskære, eftersåer samt topdresser fairways med sand. Dette vil tage en årrække og vil medføre bedre fairways og de sætninger som der er kommet hen over årene, fra gamle trærødder som rådner, vil blive mere jævne.

Et lille opråb, i år er greenkeeperne blevet ramt 4 gange af golfbolde, og det er 4 gange for meget! Så jeg vil gerne gøre opmærksom på, at når man møder en greenkeeper på sin runde, må man ikke slå sin bold før greenkeeperen har givet tegn til, at nu kan i godt slå jeres bold. Det er utrolig vigtigt, at når vi arbejder på banen, kan greenkeeperne arbejde uden at være bekymret for at blive ramt. Læs mere om dette her: https://www.danskgolfunion.dk/video/greenkeeper-etikette

Vi går nu ind i en årstid hvor sigtbarheden ikke er så god pga. lys og tåge, så vær derfor ekstra opmærksom på om der er nogle greenkeepere der arbejder på det hul som I skal til at spille.

Med venlig hilsen
Jeppe Krogh Kristensen
Chefgreenkeeper Silkeborg Ry Golfklub