NORMALISERING I GOLFKLUBBEN – opdateret 22/6
Som følge af lempelser hos myndigheder og DIF, har DGU nu også lempet deres anbefalinger per 9. juni. Således følger også en række lempelser og tilpasninger for golf i Silkeborg Ry Golfklub, som nu nærmer sig en normalisering. Vi opfordrer til et øget egetansvar, og fortsat hensyntagen ift. smittebegrænsning, samt at alle stadig holder sig orienteret om anbefalinger og forholdsregler her. Opdater altid din browser på srgolf.dk, så får du seneste version.
Særligt fremhæves at klubhuse og terrasser nu er åbnet næsten som normalt, både med caféer, toiletter, omklædningsfaciliteter og bad. Desuden er Træningscenter og Banetoiletter i Silkeborg nu åbne. Vi anbefaler dog stadig, at man så vidt muligt begrænser brug af toiletter og badefaciliteter til det mest nødvendige. Der er håndsprit og rengøres løbende, men al anvendelse er på eget ansvar. Lånehåndklæder er fjernet (medbring selv). Det er desuden ekstra vigtigt, at du rydder op efter dig selv, rammer skraldespande osv., så det ikke bliver personalets opgave og risiko.
Endvidere er forsamlingsforbud hævet til 50 personer (forventes hævet til 100 personer den 8. juli og 200 personer den 8. august), hvilket får betydning for café, selskaber og mindre golfturneringer som nu kan gunstarte så længe forsamlingsforbud og hygiejnehensyn overholdes. Dette betyder også en normalisering af flere træningsområder, hvor der blot skal overholdes forsamlingsforbud og den anbefalede afstand på 1 meter til hinanden. I Silkeborg vil det fortsat ikke være muligt med gule bolde eller lange indspil til indspilsgreen. Benyt egne bolde og hold dig indenfor snorene.
Selve golfspillet er stort set normaliseret. Dog beholder vi foreløbigt flag og foring i hulkopper lidt endnu, da vi har et ønske om at tilgodese golfspillere i risikogruppen, som stadig trygt skal kunne spille en golfrunde uden at røre ved andet end eget udstyr. Måske med undtagelse af river, som er tilbage i bunkers. Her opfordrer vi til brug af handske og håndsprit. Flere har spurgt hvordan det kan være, når nu flag beholdes i? Det er en vurdering- og afvejningssag begrundet i følgende:
- Der er væsentligt flere berøringer af hulkop og flag, end der er af river.
- De fleste har desuden en golfhandske på i bunker, men de færreste på greens. Brug hånd med handske eller alternativt håndklæde til river og sprit af.
- Dermed er der ved river både mindre risiko og bedre spilflow.
- Manglende rivning i bunkers er til større gene for golfspillet end flag i hulkop, hvilket særligt har betydning for tællende golfrunder og EDS. Droppereglen var ikke tilstrækkelig.
- Manglende rivning i bunkers medførte skader i opbygningen af bunkers, og dermed ekstra vedligehold og arbejde. Flag i hulkopper det modsatte, da områder omkring hullerne forbliver bedre i længere tid når flaget bliver i.
Bemærk også, at det nu både er muligt at tjekke ind til din golfrunde via mobil-app og touchskærm med udskrivning af scorekort. Dermed er det også slut med at acceptere ’No Shows’. Alle golfrunder skal bookes og bekræftes. Altid. For mange No Shows kan medføre tab af spilleret.
I samarbejde med Golfklinikken og Aktiv Krop er Trænings- og fitnesscenter i Silkeborg nu genåbnet med visse restriktioner ift. antal personer i centeret og ikke mindst hygiejne. Der vil løbende blive rengjort, men ikke dagligt, så al anvendelse vil være på eget ansvar. Der står både håndsprit og sprit til rengøring af maskiner. Det er ekstra vigtigt at du gør rent og rydder op efter dig selv, og følger anvisninger og skiltning i centret, så alle trygt kan færdes der.
Vi anbefaler alle at holde sig orienteret på hjemmesiden her, som opdateres løbende, samt at man altid overholder forsamlingsforbud og den generelle Corona-etikette:
- Er du syg eller har symptomer, så bliv hjemme
- Hold minimum 1 meters afstand til andre golfspillere
- Hold minimum 1 meters afstand til ansatte og frivillige, og efterlev deres anvisninger
- Undgå fysisk kontakt med andre golfspillere og deres udstyr. Giv ikke hånd eller kram efter golfrunden.
- Begræns berøring af kontaktpunkter som berøres af mange.
- Medbring håndsprit og afsprit jævnligt hænderne.
- Host / nys i ærme og undgå berøring af øjne, næse og mund
- Bemærk Sundhedsstyrelsens anbefalinger for personer i øget risiko.
Vi glæder os over den øgede normalisering, og ønsker alle en rigtig god fornøjelse!