INDSPIL FRA FORMANDEN – NOVEMBER
Kære alle
Sæsonen nærmer sig sin afslutning, og vinterbanerne venter forude. Heldigvis kan vi fortsætte vores dejlige spil, i Silkeborg til vintergreens og med vores måtter, og i Ry kan vi spille næsten helt ”normalt” og til sommergreens når forholdene tillader det. Derudover har vi vores Simulator golf i Silkeborg (bemærk det ekstraordinære tilbud der er udsendt eller læs det her.), så vi har alle muligheder for at holde os ”i form”.
I dette Indspil vil jeg fokusere på vores Organisation, møde med vores Udvalg, og de kommende Generalforsamlinger.
Som vi tidligere har informeret om, blev vi desværre nødt til at opsige samarbejdet med Thomas Klostergaard grundet den økonomiske udvikling vi i øjeblikket ser i samfundet, og som vi må forvente fortsætter i en årrække fremover. I informationen fortalte vi også at vi vil arbejde på at få en fladere organisation med fokus på drift, og hvor vi fortsat vil have et stort fokus på at kunne levere den høje kvalitet, vi er kendt for.
Denne organisation er nu på plads og det er derfor en stor fornøjelse at kunne oplyse, at vi har indgået aftale med Steen Lauridsen om ansættelse i en stilling som Økonomidirektør i Silkeborg Golf A/S.
Steen forlader dermed rollen som stabsfunktion og indtræder i en ledelsesfunktion i selskabet, således at Steen og Jan Henriksen, som henholdsvis Økonomidirektør og Golfmanager i klubben, får ansvaret for den samlede daglige ledelse, begge med reference til Mads Rugholm.
Vi har samtidigt tilpasset ansvars- og opgavebeskrivelsen for den øvrige del af den administrative organisation og vi står nu efter min mening med en rigtig stærk organisation, der er klar til at imødekomme fremtidens udfordringer.
Vi har fra flere medlemmer fået et ønske om at få en mere detaljeret indsigt i hvilke opgaver og ansvar vores ledere og medarbejdere har i forretningsledelsen og den administrative organisation. Dette ønske vil vi naturligvis gerne indfri, og således kan I her se denne beskrivelse. I vil også samme sted kunne finde vores organisationsdiagram. Skulle I have spørgsmål til dette, er I naturligvis altid velkommen til at kontakte vores daglige ledelse.
Møde med Udvalg.
I den forgangne uge havde vi møde med alle vores udvalgsformænd. Alle fik en briefing om den nye organisation, og udsigterne for fremtiden. Derefter gav hvert enkelt udvalg en status. Det var helt fantastisk at høre om det engagement og den udvikling der sker. Det er et uvurderligt arbejde disse udvalg gør for vores klub, og der skal herfra lyde en kæmpe tak for jeres indsats!
Generalforsamlinger 2022.
Onsdag d.30. november holder vi vores årlige Generalforsamlinger. I år bliver de afholdt i vores eget klubhus i Silkeborg. Jeg håber at se rigtig mange, så vi sammen kan lukke sæsonen 2022 ned.
Vi ses derude.
Poul