FORMANDENS INDSPIL DECEMBER 2021

 In Formanden, Nyheder

Kære alle
I årets sidste Indspil fra vil jeg have fokus på Generalforsamlingen og kort status på vores ansættelser.

Generalforsamlingerne
Først og fremmest vil jeg benytte lejligheden til at sige alle jer der mødte op til Generalforsamlingerne d. 30. november en kæmpe tak.
Hele 450 deltog, og uden at have været tilbage i hele vores historie må det absolut være de mest velbesøgte generalforsamlinger. Jeg er jo ikke i tvivl om, at aftalen omkring Ry banen var det helt store trækplaster. Tak for det store engagement, og de konstruktive spørgsmål. Det var for os i ledelsen og bestyrelsen af meget stor betydning, at et stort flertal på 397 stemte for aftalen og kun 40 i mod. Den langsigtede aftale giver os ro til den fortsatte udvikling, og ikke mindst ro og stabilitet for vores ansatte og medlemmerne, nye som gamle.

På vores hjemmeside kan man med log-in læse beslutningsreferater og øvrig information fra begge generalforsamlinger, og som noget nyt også se videoer fra generalforsamlingerne, bl.a. med den fulde præsentation af Ry-aftalen. Der skal i den sammenhæng lyde en kæmpe tak til vores husfotograf Per Pedersen, som igen har ydet en stor indsats for at dokumentere i billeder.

Ansættelser
Som I måske allerede har læst, har vi den store glæde at kunne fortælle, at vi har ansat Rikke Kristensen som ny Golf Sekretær i klubben. Rikke har en meget solid baggrund som golf sekretær i Mollerup Golfklub – stort velkommen Rikke.

Der er fortsat gang i processen med ansættelsen af en yderligere golfsekretær, og så er vi meget langt i processen med at finde vores afløser for Mads Faber som ny Kommerciel Direktør. Vi håber snart at vi kan fortælle jer noget mere om dette.

På generalforsamlingen benyttede jeg lejligheden til, på vegne af hele bestyrelsen, at sige en stor tak til Mads Faber for hans meget store indsats for vores klub. Dette vil jeg gerne gentage her, og samtidigt ønske dig Mads alt muligt held og lykke med din nye rolle hos Nordicals Erhvervsmægler. Heldigvis får vi fortsat glæde af dig som frivillig ansvarlig for vores sponsornetværk.

Jeg vil afslutte med at ønske jer alle en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nytår.

Vi ses/Poul Hansen