STOR FREMGANG I SILKEBORG RY GOLFKLUB
Der var stor tilfredshed i golfklubbens ledelse med årets resultat. Fra venstre direktør Mads Rugholm, formand Poul Hansen og golfmanager Mads Faber. Foto: Per Pedersen
PRESSEMEDDELELSE
271 nye medlemmer og øget aktivitet giver flot resultat i golfklubben
Den flotte 2019-sæson med kåringen til Årets Golfklub i Danmark blev fulgt op i 2020-sæsonen med en stigning i medlemstallet på 271 nye medlemmer. Den 1. oktober, som markerede starten på 2021 sæsonen, var medlemstallet således hele 1.949 medlemmer, som er blandt landets absolut største klubber. Inklusive pay & play- og prøvemedlemmer er tallet tæt på 2.100. Det blev oplyst på klubbens generalforsamling forleden, der af hensyn til corona-restriktioner var flyttet fra golfklubbens lokaler til loungen i Jysk Park.
-Vores sæson startede meget anderledes end normalt på grund af corona-krisen, der betød total nedlukning i en periode i foråret. Efter åbningen udviklede sæsonen sig langt over forventning for golfsporten i hele landet. I Dansk Golf Union melder man om historiens højeste antal medlemmer med over 155.000, og ser man på den gennemsnitlige stigning på tværs af klubberne, ligger Silkeborg Ry Golfklub helt i top med en meget stor stigning, siger SRG-formanden Poul Hansen.
I Silkeborg Ry Golfklubs tilfælde ligger der den bemærkelsesværdige konstatering bag tallene, at der er en markant stigning i antallet af yngre medlemmer.
-Det tager vi som udtryk for, at vi opstiller nogle rammer, der er attraktive for den yngre målgruppe, hvilket vil give et godt fundament for fremtiden. Vi ser det også som et signal om, at golf kan dyrkes trygt i en coronatid. Outdoor motion er in for tiden, og måske har det også positiv betydning, at de unge elitespillere og professionelle leverer fantastisk flotte internationale resultater, der profilerer golfsporten, siger Poul Hansen, der også glæder sig over opbakningen fra andre dele af klubben.
-Selv om det også har været hårde tider for erhvervslivet, har vi formået at fastholde opbakningen blandt klubbens mange sponsorer og erhvervspartnere i et år, hvor mange virksomheder har været udfordret. Golfsporten har også været et samlingssted for erhvervslivet, når andre muligheder har været begrænset, siger formanden.
Antallet af gæstende greenfee-spillere i Silkeborg Ry Golfklub har også været klart stigende til gunst for økonomien, mens corona-restriktioner til gengæld har gjort det meget svært at drive klubbens to caféer, lige som det har været umuligt at afvikle company days og lægge lokaler til større selskaber. På den baggrund er klubben meget tilfreds med et koncernresultat for Silkeborg Ry Golfklub og Silkeborg Golf A/S på 2,5 mio. kr. efter en 10-årig periode med små, men stabile overskud samtidig med en nedbringelse af den langsigtede gæld på 20 mio. kr. over perioden.
-På baggrund af den atypiske sæson er det økonomiske resultat meget tilfredsstillende. Det giver os bedre mulighed for at igangsætte planlagte forbedringer og udvikling af klubbens baner og faciliteter i de kommende år. Årets resultat må vi forvente er en én gangs-foreteelse pga. den ekstraordinære corona-situation, hvor der også har været skåret ned og sparet på alle funktioner. Trods det økonomiske resultat håber vi snart at kunne vende tilbage til normal drift og liv uden corona igen, siger Poul Hansen.
Note: Årsberetning og årsregnskaber er tilgængelig på hjemmesiden under Generalforsamling (medlems login påkrævet)