PROSHOPPEN I SILKEBORG SKIFTER FORPAGTER

 In Nyheder

De tre indehavere af MitGolfudstyr.dk sammen med butiksansvarlig Caspar Andersen og golfmanager Mads Faber.
Fra venstre mod højre: Anders Leth, Caspar Andersen, Martin Jørgensen, Jan Kejser og Mads Faber.
Foto Per Pedersen

PRESSEMEDDELELSE

Efter fire år med Backtee overtages proshoppen af Mitgolfudstyr.dk, der også driver webshop og et enestående ’byt til nyt’ koncept.

Proshoppen i Silkeborg Ry Golfklub, der er en af landets største og mest velassorterede, skifter forpagter i den nye sæson til Mitgolfudstyr.dk, der foruden at sælge online fra webshop også driver proshoppen i Mollerup Golf Club ved Aarhus og udmærker sig med et unikt ’byt til nyt-koncept.’

Ifølge golfmanager Mads Faber har der været flere spændende henvendelser fra interesserede i at drive proshoppen.

 -Men det har været vigtigt for os at finde den helt rigtige samarbejdspartner, som både kan bidrage til det gode, lokale klubmiljø og en samlet golfoplevelse i verdensklasse. Vi glæder os derfor meget til, at Mitgolfudstyr bliver en del af SRG-familien og i løbet af februar åbner dørene for klubbens medlemmer og gæster. Det har også været af stor betydning for alle parter, at den dygtige shopmanager, Caspar Andersen, kan fortsætte og med sin erfaring og sit høje serviceniveau være med til at sikre en god overgang til den nye forpagter, siger Mads Faber.

For Silkeborg Ry Golfklub har det været afgørende med en gensidig samarbejdsaftale, der skaber synergi og fælles interesser, så proshoppen fortsat opleves som en integreret del af klubben, selv om den reelt drives af en ekstern forpagter. Det vigtigste er at bevare nærheden og synergien til medlemmer og gæster, mens selve driften overlades til professionelle med fuld fokus på shoppen og den gode service – som det også har været tilfældet i årene med Backtee som forpagter.

Mitgolfudstyr.dk

Mitgolfudstyr ser meget frem til samarbejdet med Silkeborg Ry Golfklub og lover at præsentere en række nye produkter for klubbens medlemmer.

 -Det bliver en spændende udfordring for os at overtage shoppen i Silkeborg Ry Golfklub, hvor vi også vil fortsætte klubbens tidligere samarbejde med både Backtee og Caspar Andersen som butiksansvarlig. Det er også vor ambition at blive en meget aktiv del af klubben, hvor vi kommer til at deltage i både erhvervsklubben, klubber-i-klubben og på andre niveauer, hvor SRG mener, at vi kan bidrage til at skabe et godt miljø i klubben, siger Jan Kejser, direktør og medejer af Mitgolfudstyr, der også kommer med et helt nyt koncept inden for golfverdenen.

 -Vores byt til nyt-koncept adskiller sig fra alle andre i markedet, og vi har erfaring for, at det giver god synergi for både klubben og spillerne at have adgang til meget forskelligt udstyr. Mitgolfudstyr ApS tager gerne jeres brugte udstyr med ind i handlen og sælger det online på Mitgolfudstyr.dk, som er en hjemmeside for både brugt og nyt golfudstyr i hele landet, siger Jan Kejser, og bemærker at sortimentet i proshoppen bliver med nye mærkevarer.

 -Blandt de mange produkter i Silkeborg-shoppen kan jeg nævne Callaway, Titleist, Srixon, Backtee, Ecco, Footjoy, Daily Sport, Adidas, J.Lindeberg og flere andre på vej, så vi ser frem til at møde klubbens mange medlemmer i butikken, siger Jan Kejser.

I de seneste fire år har Backtee løftet både omsætning og indretning i den veldrevne greenside proshop i Silkeborg, men efter direktør Thomas Knudsens overtagelse af det fulde ejerskab af Backtee fra Lars Larsen Group har omstruktureringer ført til nyt fokus og dermed opsigelse af forpagtningen af proshoppen. I Ry vil det fortsat være Silkeborg Ry Golfklub selv, der driver en mindre golfshop med det mest nødvendige i forbindelse med klubbens sekretariat.