TO AMATØRER PRESSER DE PROFESSIONELLE

 In Challenge Tour

Billede: Martin Leth Simonsen kæmper for en topplacering på Challenge Tour – og får naturligvis støtte af sin amerikanske hustru Shoshana og barnet Ari. Foto: Per Pedersen.

Pressemeddelelse: Frits Christensen

Fem rutinerede professionelle fra fire forskellige lande har med samme score på 17 slag under par lagt sig i spidsen for Made in Denmark Challenge Tour by Freja før finaledagen lørdag på Kildebjerg Ry-banen i Silkeborg Ry Golfklub.

Men turneringens store overraskelse er, at der blandt de fem danske udfordrere til topplaceringerne er de to danske amatører, college-spilleren John Axelsen fra University of Florida og den nyslåede danske mester i slagspil, Anders Emil Ejlersen fra værtsklubben Silkeborg Ry Golfklub.

For anden dag i træk gik John Axelsen en runde i 67 slag fem under par og har med et udgangspunkt i samlet 14 under par en realistisk mulighed for at true førerfeltet i kampen om sejren. Med en runde i 68 slag fire slag under par og samlet 11 under har Anders Emil Ejlersen næppe sejrsmuligheder, men dog chance for en topplacering fra en foreløbig placering som nummer 40.

De største danske sejrschancer har dog Benjamin Poke efter en runde i fem slag under par. Med 15 slag under par samlet er Poke kun to slag fra det brede førerfelt af følgende spillere: Kakko Roope, Finland, Joel Sjöholm, Sverige, Calum Hill, Skotland og de to englændere, Matthew Jordan og veteranen Richard Bland, der i øvrigt imponerede med dagens suverænt bedste runde i 61 slag hele 11 under par.

Med en runde i tre slag under par og samlet fire slag efter førstepladsen kan Martin Leth Simonsen ikke helt fraskrives sejrsmulighederne, mens en runde i to slag under par placerer Martin Ovesen med 11 slag under på den delte placering som nummer 40.

Made in Denmark har i samarbejde med European Tour endnu engang været kreativ med nytænkning, hvilket denne gang har givet sig udslag i et ekstra cut på tredjedagen ved de 45 bedste eller lige. Når dette cut endte på 10 og ikke 11 slag under par, skyldes det, at de to amatører ikke tæller med.

-Vi vil gerne prøve noget nyt og tilføre turneringen lidt mere dynamik. Samtidig er der mange af spillerne, der lige akkurat kun har klaret cuttet efter to dage, der ser en mulighed for at spare et enkelt døgn, hvis de også mister cuttet på tredjedagen, siger promotor Flemming Astrup.

Som det fremgår af de lave scores bød fredagen på optimale betingelser med næsten vindstille. Lørdagens finale begynder allerede 7.30, og der er som de øvrige dage gratis adgang for de tilskuere, der gerne vil støtte danskerne i kampen om topplaceringerne.