SILKEBORG-TALENT DANSK MESTER

 In Challenge Tour, Nyheder

PRESSEMEDDELELSE 

Billedet:Den nye danske mester Anders Emil Ejlersen mellem sølvvinderen Jonathan Gøth-Rasmussen og bronzevinderen Magnus Lomholt.                                     

Anders Emil Ejlersen fra Silkeborg Ry Golfklub blev dansk mester i slagspil.

 Den 20-årige amatørspiller fra Silkeborg Ry Golfklub, Anders Emil Ejlersen, er i gang med en fantastisk sæson, der i denne uge kulminerer med hans deltagelse blandt de professionelle i Made in Denmark Challenge Tour på hjemmebanen i Kildebjerg Ry.

Det er kun en måned siden, at Anders Emil Ejlersen fik sit gennembrud ved at vinde Nordens største amatørturnering, Danish International Amateur Championship, i Silkeborg foran storfavoritten og holdverdensmesteren John Axelsen. Søndag sikrede Silkeborg-talentet sig så det første danske mesterskab, da han i Københavns Golfklub på Eremitagen vandt DM i slagspil i overbevisende stil.

Silkeborg-spilleren lagde hårdt ud på førstedagen fredag med en imponerende runde i 63 slag. Undervejs præsterede han tilmed noget så usædvanligt som både en albatros og en hole in one – den sidste på DM-banens 9. hul. Efter tredje runde søndag sluttede Anders Emil Ejlersen hele fem slag foran Jonathan Gøth-Rasmussen fra Helsingør og Magnus Lomholt fra Københavns Golfklub.

Silkeborg-talentet får kun to dage til at nyde DM-sejren, før han onsdag den 7. august til 10. august skal prøve kræfter med Europas næstbedste på Challenge Tour. Anders Emil Ejlersen har kvalificeret sig til turneringen efter sine præstationer tidligere på sæsonen på den professionelle Ecco Tour.