HJEMMESEJR I ÅRETS DIAC I SILKEBORG

 In Nyheder

Foto: Vinderen Anders Emil Ejlersen (th) sammen med de tre toere, John Axelsen, Rasmus Neergaard-Petersen og Christoffer Bring. Foto: DIAC.

Med en super finalerunde i seks slag under par henviste Anders Emil Ejlersen fra Silkeborg Ry Golfklub favoritten John Axelsen til en delt andenplads

Trods et solidt forspring på fire slag ned til forfølgerne før finalerunden lykkedes det ikke storfavoritten og holdverdensmesteren John Axelsen fra Sorø og University of Florida at sikre sig den fjerde sejr i Nordens største amatørturnering, Danish International Amateur Championship i Silkeborg Ry Golfklub, hvor han tre gange tidligere har triumferet med sejre i både 2014, 2017 og 2018.

Med en skuffende finalerunde i fire slag over par blev han og flere andre overhalet af den lokale Anders Emil Ejlersen fra Silkeborg Ry Golfklub, der præsterede finaledagens suverænt bedste runde i 66 slag seks under banens par. Det sætter Silkeborg-spillerens præstation i relief, at turneringen blev vundet på kun fem slag under par – tre foran John Axelsen, Rasmus Neergaard-Petersen, Furesø, og Christoffer Bring, Næstved, på den delte andenplads.

Skal spille Challenge Tour

For Anders Emil Ejlersen er sæsonen ved at udvikle sig til et mindre eventyr. Vinderchecken på 5.500 kr. luner naturligvis godt i lommen hos midtjyden, der i vinteren 2016 skiftede fra Viborg Golfklub til det stærke elitemiljø i Silkeborg Ry Golfklub. Tidligere på sæsonen har han spillet flere gange på den professionelle Ecco-tour og bl.a. kvalificeret sig som den ene af tre amatører til at spille den danske afdeling af årets Challenge Tour, Made in Denmark Challenge by Freja, der i øvrigt afvikles i hans egen klub – dog på banen i Kildebjerg Ry.

-Jeg havde min gode kammerat Oliver Hundebøll Jørgensen (professionel Ecco Tour-spiller, red.) med som caddie, og han holdt mig lidt underrettet undervejs på runden, hvor jeg puttede rigtig godt og aldrig var i store problemer på en ellers meget svær (hjemme)bane, sagde Anders Emil Ejlersen, der er lidt i tvivl om fremtiden.

-Måske skal jeg på collegeophold i USA, men tidligst fra vinter. Foreløbig glæder jeg mig meget til at spille Challenge-touren i Ry på hjemmebanen, hvor jeg ellers kun spiller om vinteren, siger Anders Emil Ejlersen, der om sit klubskifte siger, at han først skiftede, da han fik kørekort!

Sejr til Puk Lyng Thomsen

Også hos damerne blev det til en førstegangsvinder af Danish International Ladies Amateur Championship i skikkelse af Puk Lyng Thomsen fra Frederikshavn, der dog måtte ud i omspil over to huller, før hun fik henvist Marie Lund-Hansen fra Sønderjyllands Golfklub til andenpladsen. De to sluttede i et slag over par samlet og et slag foran Fie Kjærgaard Olsen fra Hillerød.

At det var en velspillet turnering trods vanskelige vejrmæssige betingelser bevidnes af to gange holes in one og en enkelt albatros. Den sidstnævnte var signeret Hillerød-spilleren Jonas Lykke Petersen og kom på par 5-hullet 11 på finaledagen. Silkeborg-spilleren Kasper Nyland og tyskeren Anton Albers lavede begge hole in one på par 3-hullet 7.