FORMANDENS INDSPIL februar 2019

 In Nyheder

Kære alle
Så har vi taget hul på et nyt år, og hermed også mit første Indspil i 2019.
Medlemsmøde
2019 er allerede skudt i gang med det første medlemsmøde, som fandt sted d. 29. januar. Hovedtemaet for aftenens program var de nye golfregler, som trådte i kraft d.1. januar 2019. Først og fremmest vil jeg sige alle jer deltagere tusind tak for det massive fremmøde. Det er første gang, vi har måttet tage ekstra stole i brug! Også en stor tak for den store entusiasme og engagement under mødet, der er med til at gøre det hele mere farverigt og indholdsrigt.

De nye golfregler
Under kyndig vejledning af DGU-dommer Niels Pein, kom vi godt og grundigt rundt i de nye regler krydret med en god portion humor. Niels havde til lejligheden lavet en lille folder målrettet netop vores baner, indeholdende gode og forklarende illustrationer til den nye lokalregel E-5 vedr. mistet bold. Der kom rigtig gode og relevante spørgsmål, nogle skulle endda undersøges ekstra af ”professoren”! Herfra skal endnu engang lyde en stor tak til dig Niels for et meget lærerigt indlæg.

Medlemsudviklingen
Mads Faber tog os på mødet igennem den positive medlemsudvikling, som SRG har oplevet de seneste måneder. Det har betydet, at vi en lang periode har været over vort budget for tilgang, og at vi til og med januar måned ligger på budget. Januar 2018 var kendetegnet ved en meget stor tilgang af konverterede prøvemedlemmer, som vi ikke kunne matche i år grundet færre prøvemedlemmer. Set i lyset af den reelle netto nedgang, Dansk Golf har haft på 2.200 medlemmer i 2018, er det rigtig positivt, at vi som klub stadigt kan udvise netto fremgang. Mads præsenterede nogle ”megatrends”, som tyder på, at klubber med høj banekvalitet og en vis kommerciel tilgang har en mere positiv medlemsudvikling, hvorimod en del af de lokale klubber i vort nærområde har haft en massiv tilbagegang af fuldtidsmedlemmer.
Medlemstyper
Herefter gennemgik jeg kort de to ”typologier” af medlemmer, som kendetegner vores klub, sammenlignet med DGU som helhed. 1) Den ”Klubafhængige”, som kort fortalt ønsker velfungerende ”klubber i klubben”, turneringsaktiviteter og et stærkt socialt miljø og gerne bidrager til fællesskabet som frivillig. 2) Den ”Klubuafhængige”, som har nære venner i klubben i en snæver kreds og som prioriterer ledig banekapacitet over større sociale fællesskaber som ”klubber i klubben” og turneringsaktiviteter. Tallene ud fra ”Golfspilleren i Centrum” viser, at i 2017 var der i SRG 42% ”Klubafhængige” (DGU 53%), og i 2018 var dette tal 41% i SRG (DGU 48%). Hvad angår de ”Klubuafhængige” var tallene i 2017 i SRG 58% (DGU 47%) og i 2018 i SRG 59% (DGU 52%). Altså en national tendens der peger i retning af et skifte i medlemstyper mod de klubafhængige. Denne viden skal vi have med i fremtidige prioriteringer.

Dialog om gode ideer, der kan fastholde og udvikle antallet af medlemmer i klubben
Efter denne præsentation åbnede vi op for dialogen med de fremmødte medlemmer. Jeg må bare sige – det var en sand fornøjelse at lægge øre til de mange gode og konstruktive forslag, der kom frem. Alle forslagene blev noteret op, og nedenfor kan I se, hvilke af de mange gode ideer, vi allerede har/havde iværksat. Ligesom på generalforsamlingen kom vores service til vore greenfeegæster op igen. Hvordan vi kan byde disse gæster endnu bedre velkommen til klubben på ydertidspunkter i weekenden især. Det blev på mødet præciseret, at vi med den nuværende bemanding ikke ser det muligt at tage ind som en ekstra opgave for vores personale. Derfor var det også godt at høre ideerne om, hvordan vi ad frivillighedens vej kan imødekomme ønsket. Blandt andet forslag til at vi kunne hænge lister op for den kommende sæson, hvor frivillige kan skrive sig på, nøjagtigt som vi eksempelvis gør ved DIAC/DILAC-turneringen – det vil vi overveje. Vi ser også gerne dette ”korps” som en integreret del af vores Baneservice udvalg.
Listen af gode forslag og ideer kan I se herunder, og I vil også kunne se at flere af ideerne allerede er på vej til at blive ført ud i livet.
Strategi-og visionsseminar
Som tidligere omtalt vil vi d. 1. og 2. marts afholde et strategi- og visionsseminar, et seminar hvor vi vil sætte retningen for vores klub i de kommende år, og hvor inputtene fra medlemsmøderne også vil blive inkluderet. Resultatet af dette seminar og planerne for, hvordan vi kan føre det ud i livet, vil blive præsenteret for jer på et medlemsmøde og via vore Nyhedsmail.
Med dette vil jeg ønske jer alle en rigtig god sæson 2019

Mange hilsner/Poul Hansen

FORSLAG FRA MEDLEMMER TIL FORTSAT POSITIV MEDLEMSUDVIKLING:

  • Gratis træning / workshop for at tiltrække nye medlemmer.
    Igangsat: ’Greenweek’ afvikles igen i år, ’Marcussens Golfskole’ afvikles i samarbejde med BSV og ’Gå til Golf 1’ tilbydes gratis til nygolfere.
  • Aktiviteter der tiltrækker børn. Golfklubben som et samlingssted for børn. Juniorer skal ikke bare slå bolde ud.
    Igangsat: Træningsudbud og øvelser til juniorer er allerede meget varieret med fokus på ’leg og læring’. Klubbens proer uddannes løbende, også inden for pædagogik og undervisning af børn.
  • Aktiviteter for børn tiltrækker voksne.
    Igangsat: Forældregolf afvikles igen i år.
  • Skolesamarbejde ift. unge.
    Igangsat: Er igangværende i både Ry og Silkeborg, men vil evt. kunne intensiveres og formaliseres.
  • Mere varieret annoncering med bl.a. fitness, faciliteter og medlemsfordele.
    Igangsat: Mere SoMe annoncering, medlemsfordele synliggjort på hjemmeside
  • Ambassadør og arrangementer ift. nye tilflyttere, fx bustur og gave med i indflytterkurv.
    Igangsat: Gave allerede aftalt i samarbejde med Kvickly Ry og ejendomsmæglere i Ry. Igangværende dialog med Silkeborg kommune ift. velkomstpakke.
  • Bedre modtagelse af gæster – etabler ambassadørkorps / modtagere. Inddrag evt. juniorer. Liste / seddel opslag i klubhus.
    Igangsat: Starterfunktion med gæstemodtagelse etableret 2018 i regi af baneservice, men mangler frivillige og rigtige profiler hertil. Tidligere opslag har ikke medført henvendelser endnu – desværre.
  • Invitation af grundejerforening i Ry
    Igangsat: Der har igennem årene været flere arrangementer for grundejerforening i Ry samt fokus på klubhus som samlingssted. Fortsætter.
  • Familierabat.
    Note: Problematik ift. DGU’s flex-regler
  • Fællesspisning for naboer – gå sammen med Ferdinand.
  • Arrangement for erhvervsfolks personale.
    Igangsat: Duffer-arrangement planlagt i sponsorprogram 2019.
  • Søg fondsmidler til omflyt shop og omklædning i Silkeborg for bedre synergi.
  • Long distance medlemskab og tilladelse til private golfbiler.
  • Benyt ”Det sker i Silkeborg” til markedsføring af større aktiviteter.