INDSPIL FRA FORMANDEN NOVEMBER 2018
Kære alle
Vi nærmer os nu afslutningen på sæsonen 2018 – en begivenhedsrig sæson. Ikke mindst vil vi kunne se tilbage på et helt fantastisk Made in Denmark arrangement, hvor vi blev rost til skyerne, og også en sæson vi vil huske for en ekstrem varm og tør sommer der både gav os spillere og greenkeeper staben sved på panden.
Generalforsamlinger
Med afslutning af sæsonen står vi også foran vore Generalforsamlinger – de finder sted d. 29. november, startende med Generalforsamling for Silkeborg Ry Golfklub kl 19.00, og efterfølgende for Silkeborg Golf A/S. Jeg håber at I vil møde talstærkt op, og ligesom til Medlemsmøderne, give jeres synspunkter til kende. Udover de ”normale” punkter på Generalforsamlingens agenda, vil vi have ”Made in Denmark” på som et separat punkt. Formålet er at give en kort evaluering, men også at lytte til jer og jeres mening om den fremtidige afvikling af turneringen, og vores involvering i dette.
Medlemsudviklingen
I mit seneste Indspil gav jeg en opdatering på vores medlemsudvikling, og den positive tendens fortsætter. For regnskabsåret 2017/18 kunne jeg berette om at vi havde oplevet en netto medlemstilgang på 59 aktive medlemmer og 67 ”tunge” medlemmer (medlemmer med kontingentsats fra ca. 5.000 kr. eller mere). Dette er en fremgang på 5%. Jeg har netop været til Regional møde med DGU, hvor DGU kunne fortælle at unionen i samme periode har mistet 2.200 medlemmer, svarende til en tilbagegang på 1,5%, og at 139 af klubberne har oplevet en netto tilbagegang i medlemstallet. Når vi så samtidigt kan konstatere at der i oktober måned er kommet en nettotilgang af 24 nye aktive medlemmer (15 i 2017) og heraf 17 tunge medlemmer (10 i 2017) kan vi godt tillade os at være rigtig stolte, og samtidigt konstatere at der er tale om en god start på det nye år!
Bestyrelsesmøder
Vi har mandag d.29. oktober afholdt Bestyrelsesmøder i Silkeborg Ry Golfklub og Silkeborg Golf A/S. Referaterne ligger nu tilgængeligt på hjemmeside hvor I kan informere jer om indholdet.
Medlemsmøde 2019
Jeg vil allerede nu informere jer om at vi i januar måned 2019, vil afholde et nyt medlemsmøde. Hovedtemaet på dette møde vil være de nye golfregler som træder i kraft pr. 1. januar 2019. Vi har en stærk kapacitet i form af dommer Niels Pein, som vil guide os igennem reglerne så vi står godt rustet til den nye sæson. Vi vil snarest melde en dato ud for mødet, som naturligvis også vil indeholde det faste punkt – ”dialogen med jer som medlemmer.”
Jeg vil slutte med endnu engang at opfordre jer til at møde op på vore Generalforsamlinger d. 29 november kl. 19.00 i klubhuset.
Mange hilsner – Poul Hansen