FORMANDENS INDSPIL MAJ 2018
Kære alle
Siden mit sidste ”Indspil” har vi afholdt Åbningsturnering i et helt fantastisk vejr og med næsten 200 spillere på banen. Det var en fornøjelse at blive ”sluppet løs” på banen, og nyde alt det arbejde vore Greenkeepere har lavet henover vinterperioden med bl.a. rydning af skovbunden. Dertil en flot artikel i Midtjyllands avis d. 10. april hvor MiD-banen roses til skyerne af arrangørerne – kan det da blive meget bedre? Jeg oplever i det hele taget en rigtig god stemning i klubben i forlængelse af vores medlemsmøde, og vi har derfor også i Bestyrelsen besluttet at fortsætte med disse møder, det kommer jeg tilbage til sidst i dette ”Indspil”.
Netop vore baner oplever jeg får særdeles megen ros. I Ry har vi jo kunnet spille til hurtige sommergreens stort set hele sæsonen, og banen står nu særdeles skarp. Vort klubhus i Ry er blevet rigtig flot efter nyindretningen og bliver flittig brugt. I Silkeborg oplever jeg stort set hver gang jeg spiller på banen at den får ros. I sær rydningen af underskoven får mange rosende ord med på vejen og nærmest dag for dag udvikles den. På greens er der fuld gang i prikling og top dressing som giver os lidt udfordringer. Dette kommer vi til at opleve nogle uger endnu, men så kan vi også glæde os over markant bedre greens. Prikling eller ej, husk nu at rette nedslagsmærker op så vi sammen kan hjælpe med at holde dem flotte hele året.
I forhold til Made in Denmark begynder vi nu at kunne mærke de positive effekter. Vi får øget efterspørgsel og flot opbakning fra klubbens sponsorer og nye virksomheder kommer til. Der er også stor interesse fra byens side. I min indledning nævnte jeg en af de mange avisartikler der har været, og kommer vi uden for bygrænsen og fortæller man er fra Silkeborg Ry falder talen hurtigt på MiD. Vi og andre kan næsten ikke vente.
Den 3. april havde vi vort seneste Bestyrelsesmøde, og jeg vil anbefale jer alle at læse referatet på vores hjemmeside om I ikke allerede har gjort det. Jeg vil her blot nævne et af de områder vi havde fokus på – det var de såkaldte ”no shows”. Det er tilfælde hvor medlemmer booker en tid og ikke møder op. Det er naturligvis ikke acceptabelt, idet det dels forhindrer andre medlemmer og greenfee gæster i at booke tid – og dermed også et reelt indtægtstab, dels giver det os et ikke retvisende billede af belastningen på banen. Vores næste bestyrelsesmøder bliver afholdt fredag og lørdag d.1. og 2. juni i Himmerland Golf Klub, og her vil strategi og vision være det store tema.
Vi forventer at afholde endnu et medlemsmøde umiddelbart før MiD, men vil ellers fortsat og løbende holde alle orienteret om MiD status via nyhedsmails, facebook og hjemmeside mv. På et næste medlemsmøde kunne vi også drøfte klubbens visioner og problematikken omkring førnævnte no shows, men det vil vi alt sammen vende tilbage til med yderligere information når vi kender indhold og dato.
Jeg vil afslutningsvis minde Jer om, at der i den kommende tid er masser af klubturneringer for alle klubbens medlemmer. Pinseturneringen, Silkeborg Ry’der Cup og Ægte Parturneringen er fantastiske at deltage i, og en god lejlighed til at lære nye golfbekendtskaber at kende. Jeg håber mange vil bakke op om disse turneringer, som er af stor værdi for det gode sociale liv og fællesskab i vores golfklub. Vel mødt.
Mange hilsner: Poul Hansen