Referat fra Medlemsmøde den 15. august 2024
Dato: 15. august 2024
Sted: Greenkeepergården
Deltagere: Ca. 260 medlemmer
Kl. 17.00: Medlemmerne blev budt velkommen på greenkeepergården med grillpølser og brød, hvilket gav en hyggelig og afslappet start på mødet. For størstedelen af medlemmerne var det første gang de var på greenkeepergården, hvor de kunne se denuværende faciliteter og de mange maskiner, der er afgørende for vores flotte golfbaner. Maskinparken alene repræsenterer en værdi afmin. 20 m kr, og for mange var det imponerende og overraskende at se og høre om, hvad arbejdet som greenkeeper indeholder.
Kl. 17.30: Formand Thomas Bøgild-Jakobsen åbnede mødet med en præsentation, hvor han informerede om følgende punkter:
Den nye finansieringsløsning via Jyske Bank
Den nye finansieringsaftale med Jyske Bank er på 25 mio. kr over 20 år, og inkluderer en kassekredit til den daglige drift. Finansieringsaftalen muliggør indfrielse af vores nuværende realkreditlån, og sikrer klubbens likviditet. Herudover vil aftalen også muliggøre opførelse af en ny greenkeepergård uden at øge vores nuværende finansieringsudgifter. De 25 mio. kr i ny realkreditgæld skal anvendes til indfrielse af Nykredit-lånet (14.541.019 kr. jf. seneste regnskab), den nye greenkeepergård og indfrielse af et nyt stående lån i Jyske Bank på 5.800.000 kr.
Gennem de seneste 10 år har der i alle vores regnskaber fra revisor været forbehold vedrørende “going concern”. Den direkte årsag til dette er, at der ikke har været et sikkert finansieringstilsagn. Tidligere har Silkeborg Golf A/S været begunstiget af venlige medlemmer, der har ydet et lån, når likviditeten ikke har været tilstrækkelig. I det seneste regnskab udgjorde den manglende likviditet 4.321.120 kr, og i indeværende år udgør den 5.800.000 kr. I stedet for at låne hos medlemmer har vi i år lånt beløbet som en del af den samlede finansieringsplan hos Jyske Bank. Jyske Bank har fået kaution fra to medlemmer for lånet, som indfries med det nye realkreditlån. Kautionisterne er Thomas Bøgild-Jakobsen og Poul Konrad Beck.
Omstruktureringen af personalet
Afhændelsen af Ry har betydet en betydelig omstrukturering af personalet i løbet af året. Administrationen er således blevet reduceret fra 8 personer til 3 personer, bl.a. ved outsourcing af økonomifunktionerne til ECOR. Dette betyder en betydelig reduktion af udgifterne til lønninger i den kommende sæson.
Status på caféen
Thomas informerede om at caféen, som vi selv driver, ved en omsætning på 3,8 mio. kr er omkostningsneutral, når der ses bort fra husleje og udgifter til vand og el. Denne sæson vil omsætningen i restauranten ende omkring 3,4 mio. kr. På baggrund af dette opfordrede formanden medlemmerne til at huske at give en ekstra øl efter runden, så restauranten fremadrettet bedre kunne løbe rundt.
Kl. 17.50: Jeppe Krogh Kristensen gav en indgående præsentation af den kommende tilbygning til Greenkeepergården, som kommer til at indeholde et mandskabshus på ca. 170 m² og en ny kold hal til maskiner. Yderligere beskrev Jeppe greenkeepernes daglige arbejde med at vedligeholde golfbanen, samt de mange opgaver udover vedligeholdelsen af golfbanen. Præsentationen gav et godt indblik i de mange opgaver og udfordringer, der er forbundet med at holde banen i topform som en af landets bedste golfbaner.
Kl. 18.15: Jeppe og Jan præsenterede planerne for vintergolf 2024. Vintergolfsæsonen er siden Jeppes ankomst blevet 5 uger kortere gennem en anderledes banepleje og renovering. Sidste sæson gik vi først til vinterbaner i slutningen af november. Målsætningen er at gøre sæsonen til sommergreens så lang som overhovedet muligt, og drømmescenariet er at kunne holde åben til 31. december hvert år, hvis vejret tillader det.
Når vintergolf skal aktiveres, blev følgende vinter setup fremført, hvilket skabte stor interesse og debat blandt medlemmerne:
SYD-VEST
Åben for spil til vintergreens med følgende restriktioner:
- Teestedsslag fra rangemåtter
- Resterende slag fra mobile måtter (bortset fra putning)
- Trolleyspor for dem, der bruger trolley eller el-vogn (ingen dispensationer gælder her)
- Buggys ikke tilladt
- Uden for trolleyspor skal der bruges bærebag
ØST
Åben til sommergreens med få restriktioner:
- Teestedsslag fra rangemåtter
- Som udgangspunkt ingen mobile måtter (afhængig af vejret)
- Lay up på alle klippede arealer
- Intet trolleyspor; der kan bruges trolley, el-vogn og bærebag overalt. Vi anbefaler fortsat bærebags for at skåne banen.
- Vintergreens vil stadig blive etableret og anvendt ved frost. Ved frost om natten anbefales det at booke tider efter kl. 10.30-11.00.
- Buggys er fortsat ikke tilladt
Årsag:
ØST-sløjfen er bedre egnet grundet bedre sol- og vindforhold samt større greens.
Debatten gav nogle gode spørgsmål, drøftelser og holdninger med forskellige synspunkter blandt medlemmerne, afhængig af medlemskabskategori. Flere medlemmer mente, at det forelagte forslag var godt, mens andre mente, at man skulle fortsætte som tidligere med 27 huller til vintergreens og de tidligere restriktioner. Man blev enige om at foretage en demokratisk beslutningsmåling blandt medlemmerne med følgende to muligheder for vintergolf:
Mulighed 1: ØST til sommergreens og SYD-VEST til vintergreens
SYD-VEST
Åben for spil til vintergreens med følgende restriktioner:
- Teestedsslag fra rangemåtter
- Resterende slag fra mobile måtter (bortset fra putning)
- Trolleyspor for dem, der bruger trolley eller el-vogn
- Buggys ikke tilladt Uden for trolleyspor skal der bruges bærebag
ØST
Åben til sommergreens med få restriktioner:
- Teestedsslag fra rangemåtter
- Som udgangspunkt ingen mobile måtter (afhængig af vejret)
- Lay up på alle klippede arealer
- Intet trolleyspor. Der kan bruges trolley, el-vogn og bærebag overalt. Vi anbefaler fortsat bærebags for at skåne banen.
- Vintergreens vil stadig blive etableret og anvendt ved frost. Ved frost om natten anbefales det at booke tider efter kl. 10.30-11.00.
- Buggys er fortsat ikke tilladt
Obs. punkter
- Der spilles til sommergreens med få restriktioner på ØST, hvilket gennem vinteren vil give en større belastning og slid på ØST. ØST-sløjfen vil således først indgå i den normale sæsonrotation af banerne, så snart den er på samme niveau som SYD-VEST. Dette vil være afhængig 100% af vejret og væksten: “Best guess” er at ØST vil indgå i rotationen igen imellem 1.-31. maj.
- Klubbens 9 hullers medlemmer vil, som ekstra mulighed have adgang til booking af 9 huller på SYD-VEST indtil ØST igen indgår i den normale rotation af sløjferne.
- Lukning af 9 huller på 18-hulsbanen hver mandag-onsdag i tidsrummet kl. 7.00-14.00 til greenkeeping, renoveringsopgaver og hvile.
- Alle sløjfer er fuldt åbne hver torsdag-søndag.
- Sløjferne vil gennem vinteren ikke rotere, som vi kender det fra øvrige del af golfsæsonen
- SYD-VEST vil løbende skifte imellem at være for 9 på 18H-banen igennem vinteren
Mulighed 2: Vintergreens på alle 27 huller med restriktioner
SYD-VEST-ØST
Åben for spil til vintergreens med følgende restriktioner:
- Teestedsslag fra rangemåtter
- Resterende slag fra mobile måtter (bortset fra putning)
- Trolleyspor for dem, der bruger trolley eller el-vogn
- Buggys ikke tilladt
- Uden for trolleyspor skal der bruges bærebag
Obs. punkter
- Alle sløjfer er fuldt åbne hver fredag-søndag.
- Alle sløjfer spilles til vintergreens.
- Sløjferne vil rotere ugentligt, som vi kender det fra golfsæsonen.
- Lukning af 9 huller på 9-hulsbanen hver mandag-onsdag i tidsrummet kl. 7.00-14.00 til greenkeeping, renoveringsopgaver og hvile.
Alle medlemmer vil modtage en mail i den kommende uge, hvor de forskellige vintergolfmuligheder præsenteres. Medlemmerne opfordres til at gennemlæse disse og afgive deres stemme for den foretrukne løsning. Dette vil sikre, at klubbens medlemmer på demokratisk vis får indflydelse på det kommende vintersetup.
Kl. 18.40: Præsentation af kontingenter 2024-2025
Kontingenterne for 2024-2025 blev præsenteret på baggrund af følgende forudsætninger og begrundelser:
- Forventninger til næste års budget
- Muligheden for finansiering af en tiltrængt renovering og tilbygning af greenkeepergården
- Fortsat udvikling og fastholdelse af det nuværende høje niveau på vores golfbaner
- Vores produkt sammenlignet med andre klubber i Danmark
- Forventninger til medlemssammensætning og antallet af medlemmer i golfklubben i den kommende sæson
- Ry kom i sin tid med gratis (uden kontingentstigning)
Forslaget fra bestyrelsen vedrørende de kommende kontingenter blev således:
FULDTIDSMEDLEMSKABER
- SGK Junior 0-10 år u/ banetilladelse: kr. 700
- SGK Junior 0-15 år: kr. 2.500
- SGK Junior 16-18 år: kr. 3.800
- SGK Ung 19-20 år: kr. 4.100
- SGK Ung 21-25 år: kr. 4.800
- SGK 26-30 år: kr. 7.500
- SGK 31-69 år: kr. 9.700
- SGK 70+ år: kr. 9.500
FLEX MEDLEMSKABER
- 9 hullers flex 26+ år: kr. 6.300
- Full flex 26+ år: kr. 4.000
Kl. 18.50: Drøftelse/dialog om baneforløb
Allerede under punktet omkring vinterbaner opstod dialogen og drøftelsen omkring spørgsmålet om baneforløbet fremadrettet:
Skal baneforløbet fortsat rotere, eller skal der være faste sløjfer?
Jeppe og Jan præsenterede fordele og ulemper ved begge muligheder, og der var overvældende stemning for, at baneforløbet skal fortsætte i den nuværende rotationsløsning. Bestyrelsen og ledelsen ser frem til at arbejde videre med og optimere denne løsning.
Kl. 19.30: Formanden afsluttede mødet med at takke for fremmødet og den gode dialog, og ønskede alle en god aften.