GREENKEEPERS CORNER April 2022

 In Baneinfo, Greenkeeper, Nyheder

Selv her i april kan vejret bide fra sig. Morten Ørum Madsen træner dog alligevel målrettet. Foto Per Pedersen

Sæsonen er startet, men det gode vejr er ikke for alvor startet endnu. Februar var den vådeste måned i mange år, og marts var den tørreste måned med flest soltimer i mands minde. Sidst I marts slog vejret om, og frosten kom tilbage.  De sidste par uger har vi derfor haft meget frost, hvor uge 13 slog rekord, hvor flere dage havde helt ned til –9 grader.  Således må vi desværre væbne os med tålmodighed lidt endnu, før væksten virkelig sætter ind og banerne bliver flotte.

Det må også forventes, at rimfrosten vil være en stor faktor i hele april måned.  Rimfrost betyder, at greens lukket, og der skal spilles til vintergreens. Ønsker du således med sikkerhed at kunne spille til sommergreens, vil vi anbefale du booker tidligst fra kl. 11.00.

Når vi lukker banerne pga. rimfrost, er det for at skåne banerne, da de ikke kan holde til at vi spiller på dem imens der er rimfrost, læs mere på https://www.danskgolfunion.dk/video/frost-og-golf.

Vi vil forsøge at skilte ved 1. tee, så du altid er informeret og håber, du vil hjælpe os med at følge disse anvisninger.

Silkeborg
Greens er blevet åbnet d. 3. april, og vi er kommet ret godt igennem vinteren uden de store skader fra svampeangreb.  Selvom vi er kommet godt igennem vinteren, har vi desværre som nævnt tidligere ikke den store vækst endnu. Det ses specielt på fairways, og for at skåne banen anbefales det stadig, at man benytter bærebags.

Som sidste år, starter vi denne sæson med at slå fra måtter på alle par 3 hullerne, og herretee er rykket frem til den oprindelige BLÅ tee for at skåne græsset. Når der er vækst nok, flytter vi teestedet tilbage.

Vi er ikke helt igennem oprydningen efter stormen Malik, så der stadig være lidt grene i semiroughen, men vi forventer at blive færdige snart og forhåbentlig går der lidt tid inden vi får en lignende storm 😉 Arbejdet med at få ryddet efter stormen har givet ca. 600 timers ekstra arbejde, hvilket ikke lige var med i planen, men heldigvis har alle blandt personalet leveret en super indsats i forbindelse med opgaven.

Vi har fået lavet nye afskærmninger bag de bænke, hvor man er i risiko for at blive ramt af en golfbold, og vi synes selv det er blevet ret flot, både visuelt, samt matchende i forhold til omgivelserne. Vi er gået i gang med at renovere alle stier og områder omkring bænke og skraldespande, men det kolde vejr har ikke gjort det nemt, så der knokles på for at nå det inden påske.

Ry
De sidste nye folk er startet og sidst ankomne mand er Kris, som er ansat som mekaniker med ansvaret for værkstedet. Udover dette vil han også komme til at hjælpe til på banen. Vi har haft lejet en maskine, som vi har brugt på fairways og gangarealer. Maskinen har striglet, luftet og tromlet i en arbejdsgang. Striglen har løftet græsset og udjævnet ormeskuddene – luftningen gør, at der kan komme ilt til jorden samt at vandet bedre kan trænge væk fra overfladen – tromlen har gjort, at man ikke rigtig kan se de 2 foregående arbejdsgange, men også til at fairways er blevet mere jævne.

Teestederne er blevet vertikalskåret og topdresset, for at fjerne dødt græs, gøre dem mere jævne og komme mossen til livs. På greens vil vi have meget fokus på filten, som er dødt uomsat organisk materiale som gør, at vi er mere sårbar overfor nedbør og sygdomme. Det betyder at vi allerede nu er begyndt at topdresse mere end vi tidligere har gjort, da det er en nødvendighed for at opnå den ønskede kvalitet. I løbet af sæsonen vil tage ”propper” op for at fjerne den organiske materiale.

Fokuspunkterne i Ry vil fortsat være at gøre roughen mere spilbar, dog vil der i perioder pga. den ”fede” jord være en tæt og meget svær rough. Vi vil fortsætte med at fjerne roughen hvert år. På banen vil I desuden opleve, at vi har lavet et tredje cut – det vi kalder en kontrolleret rough som vi klipper 1-2 gange om måneden for give lidt mere plads. Den kontrollerede rough vil specielt være klippet bredere i landingsområderne.

Der bestilt nye golfbiler med GPS-styring, de skulle have været leveret start marts, men er desværre blevet forsinket 6-8 uger, så omkring den 1. maj skulle de gerne være ankommet.

Med venlig hilsen
Jeppe Krogh Kristensen
Chefgreenkeeper Silkeborg Ry Golfklub