PGA-TRÆNERNES DAG I SILKEBORG RY GOLFKLUB

 In Kontor, Medlemsinfo, Nyheder

Nogle af hovedaktørerne i søndagens reception i Silkeborg Ry Golfklub: Fra venstre formand Poul Hansen, PGA-træner Christian Nordby, head-pro Jan Henriksen, ny PGA-elev Jógvan Martin Lund Jespersen, fysioterapeut Jakob Holst, golfmanager Anette Buun Syvertsen og golf-fysioterapeut Maja Giver. Foto: Per Pedersen

Tekst Frits Christensen

Det var de professionelle golftræneres dag i Silkeborg Ry Golfklub søndag, da klubben med en reception markerede et skifte på posten som PGA-trænerelev og et lille jubilæum for klubbens cheftræner, headpro Jan Henriksen, der har arbejdet i klubben de seneste 10 år.

Efter tre års mesterlære har Christian Nordby afsluttet uddannelsen som professionel PGA-træner. Det skete i Dubai tidligere på måneden. I den forløbne uge supplerede han så med den afsluttende akademiuddannelse i oplevelsesøkonomi med et flot 12-tal. Fra 1. marts er Christian Nordby ansat som PGA-træner i Jelling Golfklub.

Som ny trænerelev i Silkeborg Ry Golfklub er ansat den 41-årige Jógvan Martin Lund Jespersen, der har mere end 20 års erfaring med undervisning i både DGU, Oure Sport & Performance og Svendborg Golfklub. Den nye elev, der har været en del af det færøske golflandshold, har også en HA-bachelor i business administration og cand.merc. i international markedsføring.

Silkeborg-klubbens headpro (cheftræner) gennem de seneste fem år, Jan Henriksen, har markeret sit lille jubilæum ved sideløbende med trænerarbejdet at færdiggøre en 3-årig uddannelse som golfmanager med et gennemsnit på 11.

-Uddannelsen i golfmanagement har først og fremmest givet mig flere og stærkere værktøjer til at forstå og analysere golfbranchens udfordringer både nu og i fremtiden. Dernæst har uddannelsen udfordret og udviklet mine kompetencer som leder. Sidst men ikke mindst har jeg fået nogle gode redskaber til at navigere, forstå og samarbejde bedre i en golfbranche med mange frivillige hjælpere, udvalg og bestyrelser, siger Jan Henriksen.

Receptionsdagen blev også benyttet til at samle nogle aktiviteter i Silkeborg Ry Pro-Center. Foruden de professionelle golftrænere gælder det medarbejderne i Golfklinik Danmark og Aktiv Krop. Det skal sikre et stærkt samlet kompetencecenter med nogle af landets bedste golftrænere og golffysioterapeuter.