GREENKEEPERS CORNER MARTS 2023

GREENKEEPERS CORNER
Foråret har været på besøg, med godt vejr, høje temperaturer og fuglesang som har givet ”kriller” i fingrene for at komme i gang! 😊 De høje temperaturer er desværre for en stund skiftet ud med frost, så vi må væbne os med tålmodighed. Begge baner har klaret sig rigtig godt igennem vinteren, så det tegner rigtig godt for sæsonstarten.

Silkeborg
Vinterbanen bliver flittig brugt hen over vinteren, og de nye vinterregler har været i brug siden vi gik på vinterbanen, og det er meget tydeligt at det har gjort en stor forskel. I greenkeeperstaben er vi utrolig glade for at de nye regler er modtaget med en god forståelse for at passe på banen. Billederne nedenfor taler deres eget sprog, og kigger man på standen af fairways, er de ved starten af denne sæson i markant bedre stand i forhold til tidligere år. Billederne er selvfølgelig taget på samme tid og samme sted.

 


Vinter 2023

 

Vinter 2022

Stormen Otto ramte os heldigvis ikke som stormen Malik, og vi har fået begrænset skader på banerne. Vinteren har stået på fældning og udtynding af skoven, samt oprydning i underskoven, til fordel for spillet men ikke mindst græsset. Der er mange steder med meget skygge og det bliver kun værre i takt med at træerne vokser. Vi vil indenfor de næste par uger begynde at rodfræse de største stubbe der står tilbage i skovbunden, men vi vil ikke kunne tage alle sammen i år.

Bunkerne på indspilsområdet er ved at blive renoveret, da de var meget slidte af den megen sand der bliver slået op på kanten. Efter renoveringen vil de komme til at fremstå pænere og mere spilbare end før.

Stierne står også for tur, og vi vil i den løbende periode renovere disse og lunker vil blive fyldt op med nyt materiale.

Greens er kommet igennem vinteren rigtig godt, uden de store skader fra sneskimmel. I år ændrer vi lidt plejen af greens for at kunne få bedre og mere ens greens, men også for at vi kan få dem sundere og i bedre form til at modstå de udfordringer som der er igennem sæsonen. Som udgangspunkt er vores mål at fjerne ca. 20% af overfladen på et år, hvilket er utroligt svært at nå, da en almindelig propning kun fjerner ca. 5%. Derfor går vi hårdt til værks inden åbningen med en dybdevertikalskæring og propning som vil fjerne ca. 18%, men til gengæld er det planen at vi ikke tager propper i sæsonen som vi tidligere har gjort, men først igen til efteråret, hvor vi gentager den samme arbejdsgang og derved har fjernet ca. 35% på et år, hvilket vil give fastere og mere sunde greens.

 

Ry
Vi har i den seneste tid været i gang med at fjerne roughen på bunker kanterne, så vi kan ”tynde” det ud til næste sæson, ligesom vi er i gang med at klippe roughen ned langs hullerne.
Søerne står også for tur, og vi er i gang med at fjerne alt beplantning som er selvsået omkring søkanterne, så søerne kommer mere frem og vi undgår at de gror til.
Greens er også kommet godt igennem vinteren i Ry, men vi har fortsat en stor udfordring med for meget filt (organisk materiale), som vi arbejder videre med igennem sæsonen.

Alle teestederne er blevet dybdeluftet, så jorden er blevet løsnet for at få mere ilt og vand ned i jordprofilen.

I starten af marts vil vi starte med at montere vores nye robotter på Pay & Play banen. Det vil være 2 stk. som kommer til at klippe både semirough og fairways. Vi forventer at der vil være lidt indkørselsudfordringer indtil vi får dem justeret helt på plads. Vi håber I vil tage godt imod vores to nye ”Robot-ansatte” 😉

P-pladsen, er ved at blive oprettet og de stolper der er rådne eller knækket bliver udskiftet så P-pladsen kan fremstå præsentabelt.

Som sidste år vil vi vende 18-hullers banen om, hver 14. dag, for at skåne hul 1-9. Derfor vil 10-18 blive spillet som 1-9. Husk at se skiltning herom og andre informationer i klubhuset samt under baneinfo på hjemmesiden.

Med venlig hilsen
Jeppe Krogh Kristensen
Chefgreenkeeper Silkeborg Ry Golfklub