FORMANDENS INDSPIL OKTOBER 2023

Kære alle

Så er sæsonen 2022/23 officielt afsluttet, og vi går de lidt mørkere dage i møde. Heldigvis kan vi fortsat nyde vores sport en tid endnu på sommerbanerne.

Sæsonafslutningen er også tiden hvor vi som ledelse og bestyrelse vil sige en kæmpe tak til alle de frivillige, som til dagligt yder en kæmpe indsats for vores klub. Mere end 100 medlemmer, bruger en del af deres tid på at hjælpe os på en række forskellige områder.

I den forgangne weekend, havde vi inviteret alle frivillige til den årlige afslutning, som bestod af en golfturnering og efterfølgende spisning. Mere end 70 medlemmer havde taget imod denne invitation, og det er vi rigtig glade for.

Ikke alle var til stede, og derfor vil jeg i dette Indspil hylde og sige en stor tak til alle jer der yder en frivillig indsats for vores klub.

I min takketale i søndags refererede jeg blandt andet til den meget fine artikel der blev bragt i Midtjyllands avis, og hvor Lene og Benny Riis var blevet interviewet. De oplevede at de er ”tandhjulene” der bidrager til at det hele kører rundt, og i det hele taget gav udtryk for en stor taknemmelighed over hvad det frivillige arbejde giver dem.

Jeg blev personligt både stolt og beæret over at frivillige fra vores klub blev portrætteret.

Frivilligt arbejde er ikke noget der i dag kan tages for givet. Rigtig mange foreninger kæmper med at få denne hjælp. Jer jeg mødte i søndags, og alle jer der ikke kunne være til stede, modbeviser dette. Der er ikke en holdning til at ”hvad får vi for at hjælpe”, nej I gør det for at bidrage og gøre en forskel!

Det er vi dybt taknemmelige for, og derfor skal der endnu engang lyde en kæmpe tak for jeres hjælp – I er dem der i høj grad bidrager til at tandhjulene kører rundt i Silkeborg Ry Golfklub!

Vi ses derude.

Poul