‘Challenging Rough’

 In Nyheder

Forberedelse til Challenge Touren på AVK-banen i Ry

Vores sæsonopstart i Ry har været udfordret af forberedelser til Challenge Touren samtidigt med en midlertidig underbemanding og udskiftning i medarbejderstaben, som har krævet en del oplæring af flere nye ansatte midt i den travle vækstperiode. Greenkeeperne i Ry, med Jesper i spidsen, har kæmpet bravt og er nu godt undervejs. Mest tydelig for de fleste er Challenge Tourens ønske om høj rough og det høje “skæg” bag ved bunkers, som øger både sværhedsgraden og det smukke visuelle indtryk, hvor banens konturer fremhæves og står skarpt. Banen er virkelig flot lige nu. Fairways er smallet ind i proernes landingsområder, men afstanden til den høje rough er uændret, således at semi roughen er blevet endnu bredere i disse områder. Vi har desuden sprøjtet for ukrudt og kløver, og skal nu i gang med at trimme greens, så de får deres oprindelige hurtighed tilbage.

Umiddelbart efter Challenge Touren klipper vi den høje rough ned igen. Indtil da bliver de værste skæverter straffet lidt hårdere end normalt. Se det som en spændende udfordring i at spille klog og strategisk golf. Fairways i Ry er i gennemsnit 15 meter bredere end i Silkeborg, og hertil kommer den brede semi rough. Selv med den høje rough har den dygtige ’course management’ spiller en fair mulighed for at komme hele banen rundt med den samme bold. Den modige eller risikovillige spiller derimod må evt. tage et par provisoriske bolde med i baggen eller benytte standardlokalreglen E-5, også kaldet svenskerdroppet, med 2 strafslag. Det er ’challenging’ men også sjovt og spændende. God fornøjelse.

Efter ferien vil vi sende et par ekstra mand fra Silkeborg til Ry til den sidste finish, så vi håber på din forståelse hvis et par småting i Silkeborg ikke er helt som de plejer i den kommende periode. Du kan altid selv hjælpe på banens stand i både Ry og Silkeborg ved at rette egne og andres nedslagsmærker op, lægge turfs på plads osv.

Frivillige til Challenge Touren – vi har brug for dig!
Vi skal bruge mere end 100 frivillige til at sikre en god afvikling af Challenge Touren i uge 32. Læs mere her: